Erindringer

fra gamle dage

 af Fa. Simonsen & Nielsens Historie

 nedskrevet på opfordring af Direktør Svend Simonsen

 Til Direktør Svend Simonsen på hans 53 års fødselsdag d. 30 januar 1958 

med alle gode ønsker for fremtiden for Dem selv og vores gamle firma. 

Carl Svendsen 

ERINDRINGER 

Fra gamle dage af Fa. Simonsen & Nielsens historie. 

Den 8 april 1890 startedes i Peder Skramsgade, på gl. Holm. Firmaet : Carl Simonsen under meget beskedne forhold. Stifteren Carl Simonsen stammede fra Kolding, hvor han havde været i lære hos isenkræmmer Thaysen, efter endt læretid kom han på den Brockske Handelskole i 2 år, hvorfra han fik en fin eksamen med 1" karakterer, derefter til Flensborg og så til England, hvor han blev rejsende for et isenkramfirma. Da han igen kom hjem og startede sit eget firma var han kun 24 år og måtte derfor søge myndighedsbevilling for at få et grosserer Borgerskab - som en af de første i Cyclebranchen med agenturer for nogle af Englands førende firmaer og fabrikker. Forretningen voksede og trivedes godt, respekteret og anerkendt for sine gode varer, takket være Grosserer Simonsens eminente dygtighed og gennem få år arbejdet op til at blive - Skandinaviens største Cykelmagasin. I 1892 kom så Thomas Nielsen til og firmaet blev ændret til "Simonsen & Nielsen" og flyttede til Bredgade 32 over gården. Thomas Nielsen der var et par år ældre end Carl Simonsen, var også fra Kolding, hvor han også havde lært Isenkrambranchen - også han havde rejst for et Engelsk firma. 

Det var i Bredgade 32 at firmaet havde cycler og cycledele m.m. På modsat side af gaden i nr. 67 var der lager og ekspedition af : The, engelske Kiks, Konfekt og Whisky. Simonsen & Nielsen havde generalagenturet for Liptons The og Rutherford & Kays Whisky i Edinborg. Denne afdeling blev passet af Carl Nielsen - en broder til Thomas Nielsen. I Vimmelskaftet havde firmaet detailudsalg af disse varer. Dette udsalg blev passet af Stockholm Simonsen en broder til firmaets chef. I et lokale ved siden af, blev de Siamesiske tvillinger Radica og Dodica fremvist. Stockholm havde sammen med en tvillingbroder Søren Simonsen været indehaver af Sydjysk Cycleforretning i Kolding de var også Cycleryttere på de gamle Væltepetere med det store forhjul og lille baghjul, tillige havde de en købmandsforretning i Låsbygade, som Søren overtog da Stockholm rejste til København. 

Den 1 oktober 1896 kom jeg i lære som firmaets første lærling og da jeg havde Præliminæreksamen slap jeg med 3 år. Lønnen var dengang 10 kr. pr. måned første år, hvad der gav et underskud på 2 kr. da aftenundervisningen i Brockske handelsskoler kostede 12 kr. andet år 20 kr. og 3 år 30 kr. der senere blev forhøjet til 35 kr. Fra Bredgade 32 flyttede firmaets Cycleafdeling i efteråret til Niels Juuelsgade 10, forinden var Theforretningen i 67 blevet realiseret og udsalget i Vimmelskaftet afviklet. Det var i Lensgreve Ahlefeldts ejendom at firmaet kom til at bo. Greven havde den ene side - til den anden boede "Wissing & Bindseil" i stuen, Simonsen & Nielsen på 1´ 2´ og 3´sal. På 1 st. sal havde vi lager og ekspedition samt kontorer, 1 større og 2 mindre, et til hver af Cheferne. I det største, det forreste, var vi 3 til 4 stykker, en bogholder Willer senere kontorchef hos Fritche & Co i Amaliegade, efter ham kom Carl Dreyer og en ung mand, Albert Nielsen, der senere fik B.S.A. Agenturet, og så mig, senere fik vi også en dame. 

Mit arbejde bestod i at skrive fakturaer med Pen og Blæk, ( Skrivemaskiner eksisterede ikke den gang, ) uden priser. Derefter kom Hr. Simonsen, tog kladden, stillede sig på den anden side af pulten, vi havde 2 dobbelte og så regnede vi priserne ud sammen, og det gik stærkt, Hr. Simonsen var meget dygtig til regning, derefter kopierede jeg så både fakturaer og breve. Jeg besørgede også posten og gik i banken, bl.a. flyttede jeg en dag hele firmaets pengebeholdning fra Landsmandsbanken til Handelsbanken, som siden da har været firmaets bankforbindelse. Vor første rejsende var Emil Behnke, der kom fra isenkræmmer Brincker i Vejle, og berejste hele landet. det var i 1897. Jeg husker han stillede i diplomatfrakke og høj hat, hvad der den gang var meget almindeligt. Vore chefer gik således altid med høj hat og diplomat. På lageret ved ekspeditionen var dengang Stockholm og Paul von Eggers, Baron sagde han, men ellers isenkræmmer fra Lubeck, samt lærling Axel Edsberg fra Vejle, endvidere en bydreng der besørgede varerne i byen, posten og banegodset på en trækvogn. Vi havde også lager i Frihavnen dengang Skur 1. hvor Eggers var noget af tiden sammen med Jens Jensen fra Beder i Jylland ( gl. Jensen ), der fortoldede varer og kørte dem hjem på trækvogn.

De cycler vi solgte var jo ikke særlig fikse efter nutidens begreber og lidt tunge var de vel også, særlig dem fra Goodbye og Charlie Burley, men de var jo også forsynede med massive eller Chusionsringe ( altså uden slange ) de blev brændt på med rød cement. Senere fik vi så lukkede ringe uden slange ( Single Tube ) og derefter rigtige luftringe med slange. Den første cycle jeg havde var sidste skrig ! - skråt stel, faldende bagtil, med 30 X 1 ¾ forhjul og 28 X 2 baghjul med rigtige luftringe, og den kunne løbe fra Frederiksberg bakke til Roskilde på 1 time, det var da Dronning Louise blev begravet, hjem varede det dog 4 timer med modvind. En dag fik vi en hel bunke Amerikanske cycler i alle mulige farver med stilbare træstyr, træfælge med Single tube ringe, - de var fikse - men forgaflerne var for spinkle og der knækkede en masse af dem. Nogle af de kunder jeg husker bedst fra den tid, ( 2det år kom jeg på lageret ), var P. Andersen Ålestrup ( Jyden ), jeg traf ham igen i Slagelse kort tid før han døde. Andre var F.Bülow Varde, Johan Windekilde Brøndbyøster og N.P.Larsen Glumsø, han kunne gå en hel dag på lageret og se på varerne og i øvrigt passe sig selv, han lignede Bismark og var også en meget stridbar herre; en dag Behnke besøgte ham truede han ham med en forgaffel, fordi han havde solgt Fauber fittings til Olsen Regerup, hans nærmeste konkurrent, jeg skal slå dig ihjel råbte Larsen ! hvorefter Behnke skyndsomt tog flugten. Også nogle af Svenskerne husker jeg bl.a. Hedberg Malmø, Nymænnerne i Upsala og Axel Peter Nilsson fra Halmstad, når Axel Peter, der var en høj flot mand, meget elegant ( tidligere skrædder ) kom til København gik bølgerne højt, det var gerne Thomas Nielsen, der ikke var gift, der tog sig af ham. 

På 3 sal havde vi fabrikken "Automatic" som firmaet havde købt af Morten B. Hansen - senere Richter, der stammede fra Næstvedegnen og havde automatisk facondrejeri i St. Kongensgade. M.B. som vi kaldte ham fulgte med som driftsleder. Vi lavede bl.a. Cyclepumper af messing med fingergreb, messingnipler til eger på automatmaskine, manometre m.m. som vi sendte til England, hvor firmaet havde en filial i Birmingham, "Simonsen, Nielsen & Wedum". Det var A.J.Wedum der stammede fra Norge, som var leder af filialen og solgte vore fabrikater i England og sendte engelske varer til os i stedet. Det var væsentlig engelske varer vi solgte, bl.a. havde vi Generalagenturer for Lucas, Miller, B.S.A. , Goodbye, Charley Burley m.fl. Så kom der et par år hvor jeg ikke var i firmaet og ikke kunne følge med i hvad der foregik. Den 10 april 1899 om formiddagen kom en Frederiksbergs politibetjent pludselig ned i forretningen med en indkaldelsesordre om at møde ved 26´Batl. i Odense Kl. 1. som dækningsmand, jeg havde som normalt først ventet indkaldelse næste år. Stor opstandelse - Hr. Nielsen var meget forarget, men Hr. Simonsen sagde at jeg måtte nok hellere rejse. Jeg blev så soldat og da jeg havde premiliærexsamen blev jeg tvungen til at ligge på befalingsmandsskole, hvorved jeg mistede chancen for at komme til Birmingham, så jeg havde ingen plads da jeg blev hjemsendt. Firmaet havde ikke brug for mig, men jeg var så heldig midlertidig at komme på kontoret hos Fritsche & Co. i Amaliegade og derfra til Dispachør Middelboe på Skt. Annæ Plads, der søgte en mand, der kunne skrive på maskine, det var jo noget nyt dengang. Som soldat havde jeg lært Stenografi og maskinskrivning. 

En dag i efteråret 1901 mødte jeg så Hr. Simonsen i Bredgade, der spurgte mig om jeg ikke havde lyst til at komme ned i firmaet igen. Erslev, der var lagerforvalter skulle rejse, og jeg kunne tjene 1000 Kr. om året. Jeg fik 1200 hos Middelboe, men Hr. Simonsen sagde at hvis ellers forretningen gik godt ( Nielsen var lige trådt ud ) var der bedre fremtidsmuligheder end hos Middelboe. Jeg kunne jo tænke over det, hvad jeg gjorde i en uges tid og gik så ud i Rosenvænget og accepterede tilbudet, og det har jeg aldrig fortrudt, Hr. Simonsen har holdt ord og jeg har heller aldrig måtte bede om lønforhøjelse. Den 1 december 1901 begyndte jeg da igen hos S & N, firmaet var da flyttet til Bredgade 33 fra Niels Julsgade. Der var sket det at Thomas Nielsen var trådt ud og var begyndt for sig selv på Larsens Plads, hvor han solgte Studebaker og Goodrick gummi, hans firma blev senere til Britgoods, ellers hed det T.T.Nielsen. T.T., som han siden blev kaldt, fik 60.000 Kr. og B.S.A. Agenturet og tog Albert Nielsen, der senere fik agenturet med sig , da han gik. "Automatic" var blevet solgt til den tidligere indehaver der var driftleder, M.B.Richter, der flyttede fabrikken til Gothersgade, hvor han begyndte at lave telefonaparater, senere flyttede han til Amaliegade og fik leverancen af alle app. til Kjøbenhavns telefonaktieselskab. Richter blev en meget velhavende mand. Simonsen, Nielsen & Wedum, Birmingham var også blevet ophævet og Axel J. Wedum var kommen til København og indtrådt i firmaet, der da var installeret i sidebygningen til nr. 33 ( det var Axel Priors ejendom ) under ret beskedne forhold, med kontorer i stuen og lager og ekspedition i kælderen og med cykelværksted i Priors stald. 

Det var dengang meningen at forretningen væsentligt skulle baseres på Sverige, Norge og Finland fra frihavnslageret, men det varede ikke længe før forretningen på Danmark gik så stærkt frem, at vi udvidede lager og ekspedition til ateliebygningen i baggården, som Prior havde bygget til sin søn og hvor flere af vore kendte kunstnere havde atelier bl.a. Tuxen, Brasen og professor Henningsen. Daværende prinsesse Marie, gift med prins Valdemar var en hyppig gæst her og når hun kom i sin fodfri kjole ( den gik kun til anklerne og vakte forargelse, da det ellers var skik og brug at kjolen slæbte hen ad gaden ) så var der en vældig halløj , når hendes hunde løb efter Priors katte ind imellem de ildfaste rør og mursten der var stablet op i gården. Personalet bestod foruden af Hr. Simonsen og Wedum af Carl Dreyer, frøknerne Skræm, Wienecke, Worre og Unden, Johs. Påby, ( den gang Rasmussen ) Der lige var kommen i lære og lidt senere Aage Wilstrup, der også kom som lærling, dette var på kontoret. På lageret var Stockholm, Meyland, Th. Andersen, Jul, Beck og jeg, senere kom så Johs. Nielsen, Thielmann Ibsen og Viggo Just Petersen, og på min foranledning O. Andersen, der var i Frihavnen og fortoldede varer ind og kørte dem hjem til Bredgade på trækvogn. I Frihavnen skur nr. 1. var Ludvig Lund ( senere konsul i Horsens ) han var begyndt at rejse i Finland og Valdemar Thaysen i Norge. Normalt skulle vi lukke kl. 7 men i sæsonen kunne den mange gange blive 11 inden vi fik lukket, og hver søndag havde vi også åbent, det fik jeg dog ændret til hver anden søndag. Vi gik gerne og ekspederede ordrer om aftenen og tit kom Hr. Simonsen og Wedum ned og hjalp os, der var ikke noget der hed overtid, man arbejdede til man var færdig. 

Udenfor sæsonen kom vi heller ikke altid afsted kl. 7 på grund af Svenskerne, der gerne kom lige før lukketid og så de sorte får, foreksempel kl. 7 manden som vi kaldte ham, fordi han kom præcis kl. 7. så var vi jo ikke altid glade for at ekspedere fittings og skulle ud at skære stålrør af, når vi ellers havde vasket os og stod med tøjet på for at gå hjem. Vor gage fik vi udbetalt i klingende mønt af Hr. Simonsen personlig. Vi blev kaldt ind hver for sig og Hr. Simonsen talte guldstykkerne op - 5,10,20 Kr. stykker og lagde dem pænt på række foran os. Som chef var Hr. S. respekteret og bestemt i sin optræden, men også forstående og opmærksom overfor sit personale, således blev vi flere gange inviteret ud i Rosenvænget til middag eller aften med dans, ligesom vi hver nytår var til kur med samt vore koner eller kærester i høj hat og diplomatfrakke. Disse middage var altid meget morsomme og vellykkede takket være ikke mindst fru Simonsens altid venlige, opmærksomme og charmerende væsen. I 1905 havde vi en smuk og meget vellykket fest i Hotel Phønix i anledning af firmaets 15 års dag, og hvortil vi også var inviteret med damer. Vi havde dengang også flere meget fornøjede og vellykkede skovture for hele personalet, med koner og kærester, for eksempel en til Frederiksborg slot og Marienlyst i Helsingør, en til Kullen og en til Tisvildeleje og Frederiksværk med frokoster og middage. 

I 1902 rejste Hr. Simonsen til Amerika og kom hjem bl.a. med en elektrisk Spaulding vogn med styrestang og akkumulatorer. - Den vakte megen opsigt og en dag Peters, det var Wedums stedsøn, der var ansat hos os som mekaniker, havde været ude at prøvekøre den, gik den i stå ude i Nørre Alle, der var ikke mere strøm på akkumulatorerne. Der måtte et par heste til for at trække den hjem til Bredgade, til stor fornøjelse for alle ungerne på Nørrebro. Desværre lykkedes det ikke at få solgt den og den stod i mange år på fabrikken i Meinungsgade, hvortil den var bleven kørt ude fra Strandboulevarden. Som et af de første firmaer her i landet, begyndte vi at handle med automobiler, vi overtog Nordisk Motor Co´s vogne, bl.a. Clement Bayard og Benz personvogne, nogle varevogne, 3 hjulede motorcykler m.m. desuden solgte vi Reo - vi leverede de 2 første busser til Brdr. Jansen. De gik fra Dragør til København og ligeledes til Falck ( Falck´s redningskorps, der lige var startet, ) alle Reo. Jeg husker også at vi bl.a. leverede en 2 personers Reo til ca. 2200 Kr. til Hans Schultz i Hillerød, der gik for at være Nordsjællands fineste mekaniker. Vognen solgte han til en tømmerhandler, men da de skulle prøvekøre den, ville den ikke forbi Asminderød Kro og så måtte de jo ind for at slukke tørsten, det var en varm sommerdag, da de igen skulle køre videre, ville bæstet ikke gå i gang igen. Schultz blev rasende, næsten ødelagt af at trække op i svinget ( der var jo ingen selvstarter dengang ) gik han ind i kroen, ringede til firmaet, skældte ud og ville have en anden vogn derop. Jeg sendte Peters derop med toget og han fandt Schultz og tømmerhandleren liggende i grøften med adskillige øller ved siden af sig. Efter at Schultz havde skældt ud, gik Peters hen og løftede Hjelmen og lukkede op for benzinen, så gik vognen med det samme, ( det var skik dengang at lukke for benzinen, når man gik fra vognen ) Schultz var meget flov og sagde til Peters, at han ikke måtte fortælle det, hvad der dog var det første, han gjorde da han kom hjem. 

Automobilerne havde firmaet i et skur på Strand-boulevarden, et bølgeblikskur lige ved brandstationen, værkstedet blev også indrettet, og der residerede Peters. I 1902 var den første Automobil og Cycleudstilling i Koncertpalæet i Bredgade, skråt overfor firmaet, og vi udstillede Reo vogne, Motorcycler og Cycler, vi havde den venstre side af salen. Det var ved den lejlighed, at 2 Franskmænd kom kørende fra Paris herop i 2 åbne vogne, de havde pelse på med det lodne udad. Det var jo en begivenhed og folk stod som sild i en tønde lige fra Frederiksberg bakke, ned igennem Vesterbrogade og Strøget til Koncertpalæet. Under udstillingen kom en dag en kunde, Hans Ravn fra Viuf ved Kolding derind og fik øje på gl. Jens Jensen, der passede standen, og råbte så højt at det kunne høres over hele salen : Godaw, Godaw hu æet no do æ.? En dag kom Hr. Simonsen og sagde, at vi nok hellere måtte få et kørekort, og vi fik så undervisning af Cigar-handler Jørgensens søn på Østergade, der var kørelærer. Hr. Simonsen nåede dog ikke at få kørekort, han opgav efter at have forsøgt at torpedere Grødslottet i Rigensgade. Jørgensen skulle ikke fremstille sine elever, så da jeg mente at kunne klare prøven, trillede jeg ud til Politistationen i Pilealeen, for at aflægge prøve for overbetjenten ( jeg boede nemlig hos min mor i Lykkeholms Alle og hørte til der ) Han skældte ud, fordi jeg kom i sådan et dårligt vejr, det sneede og blæste. Han ville ikke med ud at køre i åben vogn og sagde jeg kunne køre en omgang udenfor på Runddelen, så ville han stå i vinduet og se på det. Da jeg kom ind igen sagde han, at jeg hellere måtte få kortet, men da jeg så sagde at jeg også skulle have et til motorcycle, begyndte han igen at skælde ud, og jeg foreslog da, at han bare kunne skrive det på kortet, hvad han også gjorde, efter dog først at have spurgt om jeg nu også kunne køre. Det var i December 1903, og kortet kostede den svimlende sum af 25 øre. 

Af motorcykler solgte vi først den franske Clement og da der engang var arrangeret motorcykelløb, fik jeg besked om at køre. Vi startede fra Damhuskroen og turen gik ned over Sjælland, jeg havde en fin tid ved kontrolstederne lige til Rønnede kro, hvor jeg måtte gå ud, da styrstammen var knækket halvt over. Blandt andre MCer vi solgte dengang var Georg E. Mathiasens forhjulsmotor, der var til at sætte på en alm. cycle i lighed med Velo Solex og Ellehammers rigtig MC, VC som den blev kaldt, man sad på den ligesom på en scooter, derefter kom Motosachoce, der var monteret i en ramme der kunne fæstnes i en alm. cykel og som trak på baghjulet med en rem. Vi solgte også nogle 3 hjulede MC. som vi havde overtaget fra et andet firma, der var ophørt. Jeg husker at jeg havde solgt en til cykelhandler Jacobsen Værnedamsvej, men vi skulle ud med den, var der ingen af os der kunne køre den, den trak jo ind til siden. Flere af os forsøgte, men vi havnede altid inde mellem Priors mursten. Jeg sagde derfor til 2 drenge vi havde, om at læsse den på en trækkevogn, da de kom derud stod Jacobsen i døren og grinede fordi ingen af os kunne køre bæstet. Han sagde så til drengene, nu skal jeg vise jer hvordan i skal køre, hvorefter han startede og gav gas, den gik også et lille stykke frem, men drejede så pludselig til siden og tog 5 - 6 cycler som han havde stående langs muren og masede dem fuldstændigt. Drengene snuppede trækkevognen og stak af, de var ved at dø af grin, da de kom hjem. En kassevogn vi også havde overtaget fra førnævnte firma, havde vi solgt til en mand vi kaldte "Reklame Jensen" den havde vi også megen morskab med. Jeg skulle lære ham at køre, og en dag vi lige havde startet, blev jeg kaldt ind til telefonen. Jensen der mente, han nok kunne køre ned gennem gården, tog sig ikke i agt for en stålwire, som var spændt ud tværs over gården, den greb fat i taget, med det resultat at vognen blev hængende oppe i luften, motoren gik med et øredøvende spektakel, der kaldte alle beboerne rundt omkring til vinduerne.

En dag i efteråret 1903 el. 4 kom Hr. Simonsen og spurgte om jeg ikke havde lyst til at tage en tur ud for at finde nogle nye kunder, ( jeg havde hidtil kun besøgt Kbh.) og dette havde jeg selvfølgelig ikke noget imod, hellere end gerne. Hr. Simonsen sagde at vi skulle være standsmæssig kørende og bestilte en Charbank hos kgl. Hof vognmand Jørgensen i Bredgade. Dagen efter stillede køretøjet i gården med sprællene Frederiksborgheste, kusken på bukken havde høj hat og liberi, og hestene sølvpletteret seletøj. Vi læssede 4 prøvekasser på vognen og jeg skulle sidde foran hos kusken og så gik turen op i det Nordsjællandske. Lige inden vi skulle starte kom Hr. Simonsen med en pels med det lodne udenpå, som jeg skulle tage på, pelsen havde jeg dog kun et par dage og det fine køretøj kun en uges tid, så bad jeg om, jeg ikke i lighed med andre rejsende, måtte leje en vogn efterhånden som jeg kom frem. Det havde den fordel at det var billigere og at kusken altid var stedkendt, rent bortset fra at kunderne, de fleste var jo smede dengang, sagde næsten altid ! det var da et mægtigt fint køretøj og sikke et par heste, du er nok for dyr, for det skal vi jo betale. En episode fra turen. En dag var jeg kommet til Helsinge, prøvekasserne var kommet om aftenen sammen med mig, og toget. Jeg lejede så en vogn på kroen og startede næste dag. Kusken bestemte hvor vi skulle hen for at finde nye kunder og det første sted vi kom til var Søborg ved Gilleleje, til Poul Frederiksen, der stod i smedien og smedede sko så gnisterne fløj rundt i værkstedet. Jeg holdt mig på afstand til han var færdig og vovede mig så nærmere, sagde hvem jeg var og hvad jeg ville. Poul Frederik, som han blev kaldt, fikserede mig nogen tid fra top til tå uden at sige et ord, endelig smed han skødeskindet over ambolten og sagde : Do ka kom mæ hær. Han var en ren kæmpe på 78 år, hans kone var død og han boede alene i et lille bindningsværkshus ved siden af smedien. På gulvet var strøet sand, ovenpå stampet lergulv, langs væggen stod en slagbænk med skydelemme forneden og et udskåret hjerte midt i, bag ved lå en høne og rugede æg ud, foran stod et hvidskuret egetræsbord med en lang bænk foran. Sid dæ nør sagde Poul Frederik, kaske do vil ha en dram, således var det skik og brug dengang, hvorefter han gik hen til et blåmalet hjørneskab med røde forsiringer og tog et snapseglas frem, Do ka lie ta klukflasken, den står under i slagbænken, jeg skød en af skydelemmene til side, der lå en høne der huggede mig over hånden, flasken stod ved siden af. Poul Frederik skænkede en dram og sagde værsgo, tog selv en og sagde : kanske do vil ha sukker til, hvortil jeg dog sagde nej tak, han hentede dog en blå sukkerskål med brunt kandis i hjørneskabet, klippede et stykke af med en tang og puttede i munden, hvorefter han hentede et stort trækrus med låg, stillede det på bordet og sagde : kaske do heller vil ha en slurk øl, så tog han selv en slurk og sagde : hva æet så do vil, og så begyndte vi at handle. Poul Frederik var en trofast kunde i mange år, trods sine 78 år kørte han på cykel til København for at hente varer. Han startede Kl. 4 om morgenen, kørte til 3 Flasker kro på Lyngbyvejen, hvor han spiste sin medbragte mad, tog et par dramme til, tog sin rygsæk på nakken og gik på sine ben ind til Bredgade 33 ( sporvogn var noget djævelskab og cycle turde han ikke i byen ) efter at have købt sine varer, som han fyldte i sin store rygsæk, gik han igen ud til 3 Flasker, spiste sin mellemmad, tog sin cycle og var hjemme samme dag Kl. 8 om aftenen, en tur på ca. 16 mil. En dag mødte jeg ham på Kongens Nytorv, op af hans rygsæk stak 2 mægtige høknive eller møgknive som de også kaldtes. ( lange spidse trekantede knive med et kort skaft ) Har du fået vinger Poul Frederik sagde jeg, næ sagde han, men jeg har gjort et godt kup, jeg har været nede hos jer og fået dem for en slik, fordi de ikke vidste hvad de skulle bruges til. 

Det var mange forskellige mennesker, der dengang handlede med cykler, foruden smedene var der isenkræmmere, ( f.eks. Vilh. Madsen Frederikssund ) Manufakturhandlere ( f.eks. Abrahamsen Hillerød ) som vi begge overtog fra den gamle Hamlet fabrik. Urmagere, vi havde en i Farum og en i Karise ( gl. Hans Larsen ) også fra Hamlet. Vi havde sågar en Apoteker i Skibby, Kinch hed han, også Købmænd bl.a. Daugaard i Bukkerup der også var træskomand, Johs. Larsen Hvalsø var også træskomand, Postbude f.eks. Carl Henriksen Rudsvedby, endog barberer solgte cycler. Jeg kom således en gang oppe i Odsherred i Braade ind til Gottschalk ( familie til Chr. Gottschalk ) han var ikke i butikken og jeg gik da ud i værkstedet og her sad en bondekarl midt på gulvet og Gottschalk stod og klippede ham med en mægtig saks, rundt om flød det med hårtotter, gl. cycledele og værktøj. I byerne havde jeg udstilling på hotellerne og inviterede så kunderne op for at se på varerne, ganske som det sker i andre brancher den dag i dag. Vi rejste kun en gang om året og kunderne købte så hele deres forbrug for det kommende år. I vort katalog havde vi en kliche af en flyvemaskine og forskellige dele til denne, Ellehammer eksperimenterede jo med sin maskine og derfor også andre. Jeg var en gang kommen til Samsø og ved aftensbordet kom jeg til at sidde ved siden af redaktøren af Samsø Avis, han spurgte hvad jeg rejste i og jeg viste ham vort katalog. Da jeg næste dag kom til Nordby, var jeg allerede adviseret, han havde skrevet i avisen at en rejsende i flyvemaskiner var landet sønden på Øen, og at han næste dag agtede sig norden på Øen.

Crawford annonce

I begyndelsen af århundredet solgte vi, bortset fra en del Amerikanske Crawford Cycler, der foriøvrigt både var gode og fine cycler i smarte farver som grønne, blå og sorte, mest fittings og færdige stel med tilbehør. De fleste af vore kunder opbyggede selv cyclerne, enten af fittings eller stel med tilbehør. Svenskerne købte dengang masser af Fauber fittings, indtil de selv begyndte at lave den efter, da deres regering lagde så mægtig en told på. Den gennemgående krank og de 2 bøjede rør på damecyclerne laver de jo den dag i dag. Stellene vi solgte fik vi lavet ude i byen, bl.a. hos en examineret Cyclemekaniker i Griffenfeldsgade, han hed Hansen Koed og var fhv. manufakturhandler fra Vejle. Trods det at han ikke var fagmand, havde han klaret sig fint til prøven som examineret for Kommissionen der bestod af formanden for foreningen i København Laurits Nielsen, der tillige var maskinmester i Magasin du Nord, Poul Poulsen Østersøgade, Christoffersen Falkonerallen og lille A.Jensen A.B.C. gade på Øbro. som senere blev redaktør af styret og opgav sit værksted. Gummien vi solgte var Dunlop og Moseley, mest det sidste, det var løse gummislag, løse lærereder og løse kanttråde, som kunderne så selv klistrede sammen med solution, som de også selv måtte lave af paragummi som vi solgte i kilovis. Slangerne var usamlede og blev solgt således, kunderne måtte så selv samle dem. Fælgene var udelukkende kanttrådsfælge, James fælge senere Dunlop og altid rå ligesom skærmene, så folk måtte selv lakere dem. At det var solide cycler, der blev lavet dengang kan jeg fortælle en historie om. For nogle år siden ( ca. 1950 ) var jeg på min rejse kommen til Jyderup og stod og handlede med L.P.Jacobsen, da der kom en bondekone slæbende med sin cycle, dækket var eksploderet og hun var gram i hu, da hun havde gået fra Bromølle, sveden randt i stride strømme, det var meget varmt, og hun skældte ud fordi det var sådan en skidt cycle, som han havde solgt hende, men endnu mere vred blev hun, da hun ikke kunne få et nyt dæk. Cyclen var fra 1905 og dækket et Moseley kanttråd 28 x 1 ¾ som Jacobsen selv havde lavet af løse gummislag m.m. Ellers havde der aldrig været noget i vejen med cyclen. Vi er nu nået til 1910, et begivenhedsrigt år i firmaets historie. Nytårsdag var vi d.v.s. Wedum, Dreyer, Lund, Schrader, Thaysen, Behnke, Iversen og jeg inviteret til middag i Rosenvænget og ved den lejlighed fortalte Hr. Simonsen at købet af Hamlet var gået i orden eller rettere de sørgelige rester af fabrikken, formedelst 60.000 Kr. 

Hamlet annonce

Samme år overtog vi også firmaet Chr. Achen Stormgade, der ligesom os handlede med cycler og cycledele og desuden med geværer og sportsdele. Med firmaet fulgte Chr. Achens nevø Eggert Achen, Adam Andersen, Frk. Madsen, Johan Lund, Olsen, og Simon E. Knudsen, der var en broder til William S. Knudsen, som havde været ansat i firmaet, men var rejst til Amerika flere år før. Simon E. var prokurist, og kom på kontoret i nogle år, indtil han selv startede sit eget firma i våben og sportsbranchen. Eggert Achen kom til at rejse i Sverige, Adam Andersen og Frk. Madsen kom i Frihavnen, Johan Lund der rejste med våben og sportsdele fortsatte ligeledes her i landet for os, og Olsen der rejste med cycler og cycledele fortsatte ligeledes, indtil de 2 sidstnævnte startede deres egne forretninger. Det var jo en stor udvidelse af firmaet og vi blev derfor til aktieselskab med en aktiekapital på 1½ million. Chr.Achen fik præference aktier, der dog senere blev udbetalt og Wedum, Dreyer og nogle enkelte af os andre fik lidt hver. I løbet af året fik vi også B.S.A. tilbage, fittings, cycler og motorcycler og jeg begyndte nu at rejse også på motorcycle. En af mine bedste kunder blev Axel Ketner, der var begyndt i en kælder på Nørrevold 9. Jeg havde mit hyr med at skaffe ham kredit og i flere år måtte han betale kontant, men som tiden gik blev han en af vore bedste kunder. Han kørte bl.a. Skagens Motorcycleløb sammen med Teilmann Ibsen for os, de fik begge sølvpokaler. Ketner var meget stolt af sin B.S.A., en dag jeg mødte ham på B.S.A. klappede han den på benzinbeholderen og sagde nok så vigtig B.S.A. Tiden gik og den 1 august 1914 udbrød den første verdenskrig. Dagen før havde vi siddet og fået priser af Hr. Simonsen, som vi altid gjorde før vi rejste ud, vi var alle enige om at vi ville blive indkaldt næste dag, hvorfor vi fik en Browning 7,65 med hjem, hvadjeg var særlig glad for, da jeg skulle være Fane-bærer og ikke fik gevær, vi fik jo heldigvis ikke brug for dem. 

Det blev nu en tid med knaphed på mange varer, særlig gummi dog var der ingen rationering eller priskontrol den gang. Jeg husker således at P.Hansen Øbro hjalp sine kolleger indenfor branchen med Æquator dæk, formedelst 35 Kr. pr. stk., hvad mange var meget fortørnet over. ( han havde været heldig at hamstre flere hundrede ) Da der slet ingen gummi var til at få, solgte vi bl.a. vandslange, kølerslange, ståltrådsspiraler, træpropper m.m. til at lægge i bunden af fælgene. Folk købte endda færdige cycler, alene for at få gummien. Vareknapheden foranledigede også grossisterne ( de var alle enige om det ) til at sælge til katalogpriser uden rabat og da vort katalog var med 50 % blev det jo en artig forhøjelse, særlig for os, de andres var kun med 33 1/3, men sikken et ramaskrig der blev, og vi kom ret hurtigt ned på jorden igen, trods det, der ingen priskontrol var, den eneste der holdt prisen var P.Hansen. Fra Amerika fik vi dog en hel del varer bl.a. sadler og fod-pumper i sådanne mængder, at vi havde nok til mange år efter krigen. Under krigen kom vi ud for en katastrofe i Moskva, filialen blev beslaglagt af Bolchevikerne, de tog rub og stub. ( for ca. 470.000 Kr. blev der sagt ) Det var ellers vældig fine cycler de solgte derovre, meget forskellige fra dem vi solgte her, med forkromede fælge, forkromede forgafler og baggafler, nedadbøjede forkromede styr, stellene var længere og med 64 tands tandhjul også forkromede, og masser af ornamenter, de var meget dyre og det var kun den velhavende del af befolkningen der kørte på cycle. Den første bestyrer var Carl Dreyer, ikke at forveksle med vor C.D., den næste var Svend Ørum og det var ham der var der, da Bolchevikerne kom, de indkaldte ham til soldat, men det lykkes ham at flygte med sin russiske kone og 2 englændere og at komme velbeholden op til Finland til filialen i Helsingfors. Knud Bendix Madsen, der havde været på kontoret hos os, var dengang bestyrer deroppe, men da han ville hjem til København overtog Ørum hans plads, indtil han så selv begyndte forretning deroppe. Så kom Albert Schrader derop og efter ham nu Schmedes. Foruden filialerne i Helsingfors og Stockholm, Gøteborg, og Malmø som først kom senere, havde vi også forsøgt i Oslo med Vald. Thaysen som bestyrer, men måtte ophøre da vore kunder protesterede, - så rejste Vald. Thaysen igen deroppe, efter at Wedum var hørt op, og efter ham Iversen, og derefter Carl Hansen lige frem til 2´verdenskrig. 

Efterhånden var pladsen i Bredgade 33 bleven for lille og firmaet købte så i 1917 Frejrs ejendom i Frederiksholms Kanal 4, hvor kontoret blev indrettet på 1 ste sal og lager og ekspedition over gården i stuen og på 1 ste sal. Resten af ejendommen var lejet ud. Stuen deroppe. Så kom Albert Schrader derop og efter ham nu Schmedes. Foruden filialerne i Helsingfors og Stockholm, Gøteborg, og Malmø som først kom senere, havde vi også forsøgt i Oslo med Vald. Thaysen som bestyrer, men måtte ophøre da vore kunder protesterede, - så rejste Vald. Thaysen igen deroppe, efter at Wedum var hørt op, og efter ham Iversen, og derefter Carl Hansen lige frem til 2´verdenskrig. Efterhånden var pladsen i Bredgade 33 bleven for lille og firmaet købte så i 1917 Frejrs ejendom i Frederiksholms Kanal 4, hvor kontoret blev indrettet på 1 ste sal og lager og ekspedition over gården i stuen og på 1 ste sal. Resten af ejendommen var lejet ud. Stuen i i deroppe. Så kom Albert Schrader derop og efter ham nu Schmedes. Foruden filialerne i Helsingfors og Stockholm, Gøteborg, og Malmø som først kom senere, havde vi også forsøgt i Oslo med Vald. Thaysen som bestyrer, men måtte ophøre da vore kunder protesterede, - så rejste Vald. Thaysen igen deroppe, efter at Wedum var hørt op, og efter ham Iversen, og derefter Carl Hansen lige frem til 2´verdenskrig. Efterhånden var pladsen i Bredgade 33 bleven for lille og firmaet købte så i 1917 Frejrs ejendom i Frederiksholms Kanal 4, hvor kontoret blev indrettet på 1 ste sal og lager og ekspedition over gården i stuen og på 1 ste sal. Resten af ejendommen var lejet ud. Stuen i sidebygningen foriøvrigt til et konkurrerende firma, nemlig Chr. Gottschalck, der dog ophørte efter nogle års forløb. 

Efter krigen, da der kom rigtig gang i Automobilerne - Ford var kommen her til landet, og F.Bulow fra Varde der var flyttet til København og havde haft cycle engros forretning i St. Kongensgade, fik eneforhandlingen. Hans Lystrup, der havde cycleforretning i Slagelse flyttede også til Pileallen på Frederiksberg og fik eneforhandling for hele landet af Chevrolet. For at følge med i konkurencen, købte vi 3 Ford T Coupe vogne i 1920, en til hver af de rejsende, vi var 3 dengang, Johs. Nielsen havde fået Jylland, Behnke Fyn, Lolland-Falster og Bornholm og jeg Sjælland og Samsø. Behnke og Nielsen havde dog kun deres vogne med på en enkelt tur, da Behnke ikke turde køre og Johs. Nielsen kørte sin ned i en lyskasse i Royals gård i Århus, så tog også han med toget igen, jeg fortsatte imidlertid og fik efterhånden 2 Ford Sedan, " Pontiac og til sidst Ford V 8 1936, som Poul Simonsen havde haft med hjem fra Amerika. De 2 ledige Ford T fik Vald., Thaysen og Olsen, som jeg for i øvrigt lærte at køre og som fik kørekort i Holbæk, samme sted som Påby, som jeg også havde lært at køre. Det var betydeligt lettere at få kørekortet i Holbæk end her, derfor kørte vi gerne derned. Med Olsen, der var en del nervøs var det dog nær ved at gå galt, da han dagen før prøven ude ved fæstningen bakkede vognen i grøften, trods jeg trådte ham kraftigt over tæerne, for at få ham til at slippe bakgearet. Vognen gled ned i grøften og lagde sig på siden, så vi ikke kunne komme ud. Til alt held kom en af Søren Jensens Piano flyttevogne med 3 kæmper på bukken og formedelst en femmer tog de i hver sit hjul, talte til 3 og så stod vognen igen oppe på vejen. 

Radioen var imidlertid kommen til. Vi startede med krystalapparater, så kom Atwater Kent, senere Dr. Seibt og Baltic, desforuden lavede vi selv Sterling. Det var Vald. Thaysen der fik denne afdeling, indtil han begyndte for sig selv. Vi havde imidlertid apparaterne med ude på rejse, hvad der ikke altid var lige morsomt. Jeg husker en gang jeg kom til Skælskør og ville sælge et til Møller Petersen, sådan noget noksagt ville han ikke købe, men så kom hans kone, hun var meget interesseret og spurgte om jeg ikke kunne komme op om aftenen og demonstrere et apparat, hvad jeg så måtte love. Apparatet var et af Automatic´s små, det lignede et telefonaperat og var til at sætte forstærker på. Jeg lagde en antenne rundt i stuen og Fruen kom så med en avis med programmet og forlangte snart de fleste af Europas stationer, hvad det lille apparat jo slet ikke kunne tage, men vi drejede på skalaen og fandt stadig nogen der spillede eller sang, lige til Kl. 11, da havde jeg fået Daventry og hørte lige at de sagde godnat, så er der ikke mere sagde jeg ,og ville gå ( de havde dog forinden strammet sig op og købt et app. ) men fruen sagde så at Kl. 4 om morgenen kunne man høre Amerika, nu ville hun gå ud og lave en kop kaffe, og så kunne vi jo spille kort sålænge. Jeg slap dog ved at fortælle dem, at jeg skulle skrive ordre af og mod at lade dem beholde apparatet til næste morgen, de havde siddet til Kl. 5 men naturligvis ingenting hørt. 

Engang havde vi lejet Industribygningen til udstilling af alt hvad vi solgte. Cycler, cycledele, autodele, sportsdele o.s.v. og så naturligvis også radio, der var udstillet i den ene ende af salen oppe på scenen og her skulle så firmaets Radioexpert, det var hærens Radiotekniker, Ingeniør Krag Hansen i uniform, demonstrere apparaterne, det var dengang Atwater Kent. Da udstillingen skulle åbnes var pressen inviteret med til festmiddag, vi stillede derfor efter ordre i festdress, hvad pressen derimod ikke gjorde, langtfra, de var i arbejdstøj, endog i lærredssko, stor forargelse, for i øvrigt var udstillingen godt besøgt, der var gratis adgang. Bl.a. havde Østsjællands Cycleindustriforening anmeldt deres besøg. De havde været til frokost hos Schiøning & Arve og skulle spise til aften i Rosenborg, hvor jeg var inviteret med, formedelst 3 flasker brændevin. Efter en animeret aftensmad, ville de så på udstilling og marcherede i gåsegang ind i salen, og da Krag Hansen netop var ved at demonstrere Radio, satte de sig op på balkonen i række med formanden, den gang Holger Busk i midten. Krag Hansen kunne imidlertid ikke få andre toner frem end orlogsværftets og blev mere og mere nervøs, gik fra det ene apparat til det andet, der var 4 Atwater Kent. Da råbte Busk, der altid var noget af en spasmager til Hr. Simonsen, der stod nedenfor på gulvet : hør Simonsen, næste gang de arrangerer Radiodemostration, må de hellere engagere en marinekaptajn, for ham der har s´gu ikke forstand på bølgerne. ( troede Krag Hansen var kaptajn i hæren ) Folk grinede og trampede i gulvet og Krag Hansen blev endnu mere nervøs, men så pludselig fik han fat i Dawentry, der spillede "Good save the King", så var æren reddet, og der blev dødstille i salen, det var jo en begivenhed den gang. 

Til slut vil jeg gerne nævne, at vor nuværende Direktør Svend Simonsen, kom ind i vort gamle firma i 1929 efter en meget grundig uddannelse, både her hjemme og i Tyskland, Frankrig og England, således at han stod godt rustet til at tage arven op efter sin far. Han har således virket i firmaet i over 25 år. Desværre var der ingen af os, der vidste det, men vi nåede dog at sende ham en lille opmærksomhed på hans 50 års fødselsdag den 30 januar 1955. I samme anledning blev alle, der havde været i firmaet over 25 år, inviteret til en meget festlig og vellykket frokost hos Wivex, en meget smuk tanke som vi alle var meget glade for. Det viste sig at være ca. 1/3 af personalet ( ca. 30 ) der havde været i firmaet i over 25 år. Gennem tiderne er der jo flere af firmaets personale, der er afgået ved døden. Der er først Wedum, der døde i sin fødeby i Norge, da han var på rejse deroppe, derefter Eggert Achen og flere andre, bl.a. mistede vi tre mand i 1936, Johs Nielsen der fik blodforgiftning, Emil Behnke i april og Julius Andersen i august, han havde rejst i Sverige efter Achen. Dernæst Direktør Dreyer, der blev 77 år og året efter O.Andersen der blev lige ved 70 år. I 1952 mistede vi vor seniorchef, der blev 86 år og døde på sit landsted "Villa Zoar" i Fredensborg. Vor branches "Grand Old Man" som der blev sagt i en tale ved festen på Langeliniepavilionen i anledning af hans 70 års fødselsdag. Et par år forinden var også Fru Simonsen død på Zoar. Den elskeligste og mest charmerende dame jeg har kendt.

 Afskrevet efter originalmanuskript af Carl Svendsen med enkelte rettelser og ændringer af ordstillinger. 

Denne historie slutter i 1958 jeg vil senere følge det op til firmaets ophør.

 Peder Johansen 1998.